Vores Værdier
Vores Ansvar
Hos Den Flyvende Tømrer tænker vi ansvarligt. Vi bruger en stor del tømmer og beklædningstræ fra vores egen skov, hvor vi planter ny skov hver gang vi fælder. Læs mere om vores tanker omkring ansvarlig skovdrift her:
Med over 40 års erfaring leverer vi håndværk i højeste kvalitet, hvor hver detalje tæller. Vi værdsætter også fleksibilitet og kan med vores egen flyver hurtigt rykke ud til projekter på Anholt.
Ansvarligt materialeforbrug: Med den nye LCA-beregning skal vi som håndværkere sikre et minimum forbrug af CO2 pr. m2 baseret på materialeforbrug. Det er en rigtig god start, men vi mener, at det også kun er en start.
Beregningen tilgodeser genanvendelse, hvilket betyder at deponeringsprodukter fører i skalaen, da disse produkter ikke koster CO2 i genanvendelse.
Transport af produkterne er ikke medregnet.
Det vil vi gerne gøre bedre. Vi henter vores træ i vores egen skov, som pt. strækker sig så lidt som halvanden kilometer fra savværksbygningen, hvor træet bliver skåret og tørret. Dette holder transporten nede på et minimum.
Træ er ikke uforgængeligt. En stor del af dansk træaffald bliver brændt i kraftværker, og kun en lille del ender i genbrugsmaterialer som spånplader. Nogen ville kalde træ CO2-neutralt, da den CO2, træ optager, afgiver det igen på et tidspunkt i dets liv. Det er bare et spørgsmål om hvornår.
Er træ så overhovedet et ansvarligt valg? Ja, det mener vi absolut.
Der er to trin i den plan:
Træ kan tænkes som et CO2-batteri. Her kan vi lagre CO2 til senere brug. Ikke nok med det, vi kan skabe flere CO2-batterier i form af træ, end vi forbrænder, så vores lagre af CO2 bliver større. Vi binder derved en stor mængde CO2 på jorden i stedet for i atmosfæren. Derfor er det mere vigtigt end nogensinde, at vores træværk er konstruktivt beskyttet.
CCS er et relativt nyt fænomen. Det står for Carbon Capture and Storage. Med den teknologi kan filtrene på kraftværkerne ikke bare fange SO2, NO2 og farlige tungmetaller, men også CO2. Teknologien er ny, men flere danske kraftværker har kørt CCS som pilotprojekter. ARC på Amager planlægger, afhængigt af testperiode og finansiering, at kunne fange op mod 500.000 tons CO2 om året. Det svarer til 1.500.000 tons grantræ eller med andre ord hele Danmarks nuværende forbrug af træ til byggeriet om året.
Her bliver det rigtig spændende, for det betyder, at vi kan bruge træ som et værktøj til billigt og nemt at kunne trække CO2 ud af atmosfæren.
Kort om vores skovdrift: Vi har i dag ca. 200.000 m2 skov. Den er inddelt i to kategorier: det træ, vi bruger i tømrer virksomheden, og det, der sikrer et sundt skovmiljø. For hvad er en skov? Vi mener ikke, at det er ren produktion. Der skal være plads til dyr, insekter, diversitet og mennesker. Det skal være en god blanding af naturskov og produktionsskov, hvor naturskoven indeholder:
Vegetation i flere højder.
Det sikrer, at skoven hurtigt vokser til, hvis et stort træ vælter.
Beskytter jordbunden mod høj varme om sommeren og frost om vinteren.
Og så er en skov i flere højder mere spændende og fordybende at gå tur i som menneske.
Steder for små og store dyr at gemme sig.
Tætte krat og kuperet terræn sikrer gemmesteder for råvildt, ræve og grævlinge.
Men der må gerne være åbne områder, hvor dyrene kan græsse, når de føler sig trygge.
Fred til dyrelivet, så det kan udvikle sig.
Vi henter kun træ fra januar til marts, så dyrelivet får mest muligt fred.
Vi har frugttræer for at skabe naturlig føde til alle slags dyr.
Træer, der får lov at rådne til insekter og spætter.
Få procentdele af de naturligt væltede træer får lov at ligge til insekter.
Få døde træer, der står på rod med spættehuller, får lov at blive stående.
Vi er af den overbevisning, at for mange døde træer kan smitte de levende, derfor holdes antallet af udgåede træer nede på få procentdele
En Naturlig Skov Er En Sund Skov
Men en naturlig skov er også under naturens lov om den stærkestes overlevelse, og de djurslandske jorde tilgodeser på alle mulige måder birk og bøg. Det vil sige, at hvis vi intet gør, vil gran og fyr stort set forsvinde over de næste 150 år og blive erstattet først af birk, da den gror hurtigst, og derefter af bøg. Birk og bøg er gode, flotte og dejlige træsorter til møbler, men vi er meget glade for gran og lærk, derfor har vi den anden del af skoven, der hedder skovdrift.
Den er opdelt i grantræets cyklus i vores skov:
3 år: Douglas, lærk, thuja bliver plantet med 1,7 m i firkant. Kanttræerne ud til stierne er ofte træer, der både pryder skoven og giver frugt til dyrelivet.
4 - 7 år: Træerne passes, tjørn og bregner holdes nede for at træerne kan få luft.
8 - 20 år: Skoven får fred og passer sig selv.
20 - 70 år: Træerne bliver tyndet ud, så de resterende hele tiden kan få luft omkring kronen og gro sig store. Dette er en konstant proces, hvor en blanding af tæt plantede træer giver lige stammer, men luft omkring kronen giver store stammer. Syge og deforme træer bliver ofte taget her.
70 - 100 år: Træerne begynder at nå deres maksimale størrelse og bliver her over en årrække fældet og brugt til træ i byggeriet. Den bare jord bliver først nu plantet med nye 3-årige træer.


